Jeg cykler til daglig på arbejde gennem Manhattans myldretid, så jeg har et temmelig intimt forhold til faren på disse kanter. Ikke desto mindre er det i den forløbne uge gang på gang kommet bag på mig, hvor rystet jeg er.

Lugten af brændt beton er væk, og Frihedsgudinden, de smukke broer og Manhattans stolte bygninger står skarpt imod den klare efterårshimmel. Men den førhen så betagende udsigt her fra Brooklyn-siden af East River er nu uudholdeligt deprimerende. Det skyldes selvfølgelig ikke så meget den æstetiske effekt af de to manglende skyskrabere - et gabende hul som i en seks-årigs undermund - men påmindelsen om, at nogen var i stand til at øve så meget vold på så kort tid... så tæt på.

Og så er der alle de mindre pejlemærker i landskabet, som vi new york1ere kendte så godt:

• Min yndlings Krispy Kreme donut-butik på hjørnet ved World Trade Center
• J&R Music på hjørnet af City Hall Park
• Det kitschede Century 21 varehus på hjørnet af Fulton Street
• Millenium Hilton... de er der ikke længere.

Det er skræmmende.

Jeg kigger ikke derover,hvis jeg kan undgå det, men mit blik fanges i stedet af de utallige plakater, der hænger på lygtepælene: en far med en lille pige, »sidst set på 78. etage, hvis nogen har hørt...«

Min egen søn startede i børnehave to dage efter tragedien, og jeg frygter mere for hans sikkerhed end for min egen. Han har bemærket den sære stemning, men det har været svært at forklare en lille fyr på to-et-halvt år, hvorfor folk er så triste, og at det hænger sammen med den store røgsky inde over byen. Angsten kan til tider næsten slå benene væk under mig.

Brandmændene fra Brooklyn har altid været virkeligt søde mod Lucas. De har altid taget sig tid til at lade ham sidde bag rattet i de store brandbiler, give ham en hjelm på og i det hele taget få ham til at more sig. Tanken om, at nogle af disse dejlige, modige gutter er savnet efter alt dette ragnarok, er næsten for meget.

Nu skal vi i krig

»America - Love It or Leave It« lyder ultimatummet på det meterlange amerikanske flag, der er til salg på gaden i mit ellers overvejende arabiske kvarter. Der er flag overalt, og det er betagende at se en nation stå så samlet i en svær tid. Sorgen har alle new yorkere og amerikanere taget del i, uanset etnisk baggrund eller politisk ideologi, men den nationale stolthed er nu ved at få en kedelig, ultra-patriotisk undertone.

Jeg er bange. Jeg frygter dels, at USA vil være mål for en fortsat guerillakrig, der kan gå ud over mig og min familie, dels at USA nu vil blive et endnu mere anstrengende, hyklerisk samfund at bo i. Den selv-centrerede, små-arrogante nation har i al sin forgyldte og forædte velfærd fået noget at tænke på. Nogle få benyttede den kærkomne pause i den endeløse strøm af reklamer og medietomgang til at tænke over de virkelige værdier her i tilværelsen. Men nu er pausen forbi og næstekærligheden lagt på hylden, for nu skal vi i krig. »Et korstog«, kaldte vores lokale B.T. det forleden. Vorherrebevares.