(Ikke udgivet, kun for sjov...) 

Min gode ven Johannes fra etagen ovenover bankede på hér til aften. ´Kom lige op og ta' en lytter,´ sagde han med et smil, der rakte fra øre til øre. Johannes har en syret musiksmag, og jeg troede han havde fået fingre i en ny plade med acid-jazz.

Det viste sig hurtigt at være en hel del vildere.

I tavshed lagde den evigt smilende Johannes Seals forrige CD i den lille high-end spille, som var sluttet til forforstærkeren med et kabel lånt til lejligheden fra instrumentpanelet på rumfærgen. Jeg gloede mistroisk og forudindtaget på de mandsstore potensforlængere med delefiltre og diskanthorn. Jeg mener, alt det exhibitionistiske grej lignede en halv million - håndskuret aluminium, finpoleret bornholmsk åndenød, stål og titanium, guld og ædelstene - men lyder sådan noget overhovedet godt?

De første toner krøb gennem lysledere og fasekorrigeret, afbalanceret sølv for til sidst at tage et afmålt afsæt fra de store højttalere. Derfra sneg lyden sig ind i mine ører og gav sig til at kæle lystigt for min æstetiske sans.

Kors, hvor var det smukt.

Det lød sublimt smukt; ja, det var en næsten religiøs oplevelse. Afgjort fuld af seksuelle undertoner. Herligt perverst; det var som at spise friskplukkede, fuldmodne blåbær i håndrørt, fed creme fraise med hovedet hvilende trygt i skødet på en sydsvensk, lyshåret luciaskønhed alt imens aftensolen langsomt glider på plads i det dovent duvende Øresund i den romantiske ende af september.

Lige foran mig stod bassisten. Lidt til højre for ham et par smukke, mulattermilde juhu-piger. Og et skridt foran dem stod Seal himself og sang, mens hans perfekt gengivne stemme blev nænsomt bredt ud over lokalet som et håndknyttet ægte tæppe; guitaren stod stramt og præcist syv milimeter over midten i begge kanaler og flød over med nuancer som en kornmark i maj. Trevor Horns perfekte arrangement kom nu til sin ret; detaljer, han møjsommeligt havde kælet på plads i lydbilledet, var til at finde og nyde i fulde drag.

Den før så triste spånpladevæg bag de ranke højttalere glødede, fik liv, strålede og swingede så det var en lyst. Den var en fornøjelse at glo på, for nu var den det lærred, hvorpå harmonierne generøst blev pladret.

"The artist formerly known as Prince" overtog Seals plads i CD'en, og i al sin symbolske selvhøjtidelighed blev han med ét til at holde ud. Hver en lyd stod som mejslet ud i blød nougat. Lille Vanessa Paradis blev puttet i maskinen, og hun stod som en hjælpeløs skønhed med sin spinkle stemme og roterede sensuelt på gulvet foran os. Lenny Kravitz' stemningsmættede atmosfære var skabt bag en rusten high hat og optaget over en firespors analog håndmixer i et øvelokale i Paris. Nu blev den uden besvær genskabt med alle detaljer i et gammelt lager i det indre København. Fra Seinens bred gik turen videre til svensk nyrock, etnisk guf fra Senegal, acid-jazz, heftig percussion og vild vokal. Steely Dans "Gaucho"´ stod som lydens svar på Det Ny Testamente.

Den kompromisløse perfektionisme havde sine ofre. Det var en skuffelse at høre Zap Zap, der tydeligvis var produceret til en standard langt under de krav, der nu blev stillet til råvarerne. Snævert og hæmmet var det, helt uden den ro og glød, den øvrige store lyd havde budt på. Det var måske godt nok til en udslidt ghettoblaster i Vallensbæk Storcenter, men hér var det ren blasfemi. Tilbage til supermarkedets vareelevator med det jammer.

Efter et par timers harmonisex var jeg nødt til at gå. Fik slæbt mig ned ad trappen i en tilstand af total eufori men helt uden den træthed man oplever, når man ubevidst har anstrengt sig for at kompensere for halvdårlig lyd i længere tid. Hele denne aften havde min hjerne fået lejlighed til at læne sig tilbage og sanse. Nyde uden at yde nu da varen for én gangs skyld blev leveret afpudset, klargjort og pakket ind som den perfekte gave til manden, der har alt.

Nu sidder jeg så hér og kigger på min egen forstærker. Ja, ikke et ondt ord om Hi-Fi Klubben, men altså... Jeg stirrer på mine små, hjælpeløse højttalere som de hænger dér på væggen. Ti år gamle, med klang som en halvkvalt fjært i en falmet sofapude. Måske nænner jeg slet ikke at tænde for mit anlæg igen, for jeg ved ikke, om jeg kan bære en så altomfattende nedtur.