Jeg cykler til daglig på arbejde gennem Manhattans myldretid, så jeg har et temmelig intimt forhold til faren på disse kanter. Ikke desto mindre er det i den forløbne uge gang på gang kommet bag på mig, hvor rystet jeg er.

Lugten af brændt beton er væk, og Frihedsgudinden, de smukke broer og Manhattans stolte bygninger står skarpt imod den klare efterårshimmel. Men den førhen så betagende udsigt her fra Brooklyn-siden af East River er nu uudholdeligt deprimerende. Det skyldes selvfølgelig ikke så meget den æstetiske effekt af de to manglende skyskrabere - et gabende hul som i en seks-årigs undermund - men påmindelsen om, at nogen var i stand til at øve så meget vold på så kort tid... så tæt på.

Og så er der alle de mindre pejlemærker i landskabet, som vi new york1ere kendte så godt:

• Min yndlings Krispy Kreme donut-butik på hjørnet ved World Trade Center
• J&R Music på hjørnet af City Hall Park
• Det kitschede Century 21 varehus på hjørnet af Fulton Street
• Millenium Hilton... de er der ikke længere.

Det er skræmmende.

Jeg kigger ikke derover,hvis jeg kan undgå det, men mit blik fanges i stedet af de utallige plakater, der hænger på lygtepælene: en far med en lille pige, »sidst set på 78. etage, hvis nogen har hørt...«

Min egen søn startede i børnehave to dage efter tragedien, og jeg frygter mere for hans sikkerhed end for min egen. Han har bemærket den sære stemning, men det har været svært at forklare en lille fyr på to-et-halvt år, hvorfor folk er så triste, og at det hænger sammen med den store røgsky inde over byen. Angsten kan til tider næsten slå benene væk under mig.

Brandmændene fra Brooklyn har altid været virkeligt søde mod Lucas. De har altid taget sig tid til at lade ham sidde bag rattet i de store brandbiler, give ham en hjelm på og i det hele taget få ham til at more sig. Tanken om, at nogle af disse dejlige, modige gutter er savnet efter alt dette ragnarok, er næsten for meget.

Nu skal vi i krig

»America - Love It or Leave It« lyder ultimatummet på det meterlange amerikanske flag, der er til salg på gaden i mit ellers overvejende arabiske kvarter. Der er flag overalt, og det er betagende at se en nation stå så samlet i en svær tid. Sorgen har alle new yorkere og amerikanere taget del i, uanset etnisk baggrund eller politisk ideologi, men den nationale stolthed er nu ved at få en kedelig, ultra-patriotisk undertone.

Jeg er bange. Jeg frygter dels, at USA vil være mål for en fortsat guerillakrig, der kan gå ud over mig og min familie, dels at USA nu vil blive et endnu mere anstrengende, hyklerisk samfund at bo i. Den selv-centrerede, små-arrogante nation har i al sin forgyldte og forædte velfærd fået noget at tænke på. Nogle få benyttede den kærkomne pause i den endeløse strøm af reklamer og medietomgang til at tænke over de virkelige værdier her i tilværelsen. Men nu er pausen forbi og næstekærligheden lagt på hylden, for nu skal vi i krig. »Et korstog«, kaldte vores lokale B.T. det forleden. Vorherrebevares.

RBC tour fact #1: Dr. Vogel´s Molkosan giver "et gunstigt surt miljø i tarmafsnittet"

RBC tour fact #2: En god, énpersoners Pizza Hut med læderindtræk og sprød skorpe koster sgu´ næsten en hund

RBC tour fact #3: Det er forbudt at være bøsse i Rumænien

RBC tour fact #4: Når et halvråddent æble rammer et motorvejsskilt med 100 km i timen siger det en sjov lyd

Morgengrim & Co. lukker og slukker, næste stop Kolding. Med eneret for GAFFA kan vi oplyse, at McD´s drive-in snask syd for Århus står til fem kolde tæer i røven og en livslang boycot fra det samlede Rockers-crew - trods de flotte karper i guldfiskebassinet. "Sut djævlepik i helvede, lede bøssedværg," er Isbjergs kommentar til kokken, da manden med den dumme hat påstår, det vil ta´ ham ti minutter at begå en Chickenburger - trods Isbjergs kærlige smil er det ikke ment som en kompliment. Dertil kommer så, at burgerhulen ifølge Per har "det absolut kedeligste legeland" - manden er far til Alexander og Nikolai og må jo vide, hvad han taler om. Klokken er halv tolv, vi dropper burgerne og kører videre. Chief One vil ind på en rastaplads for at møde Bob Farlig og få noget fast føde, men forude lokker hotellets senge så han må se sig overruled af resten af posen.

-Vi var ude efter et billede af en mand med sygeligt store nosser til coveret, fortæller Kool K, -så folk ku´ sige ´RBC? Nå, ja, det er den dér plade med nosserne.´ Men vi ku´ fanme ikke finde billedet.
Provokation er vigtig for RBC. Det var bla. derfor de satsede på Fuck Din Chef som førstesingle, selv om Fem Fingers Ud-salg og især Den Gamle Skole klart havde haft større kommercielt potentiale. RBC styrer selv suverænt alle aspekter fra produktion til promo på De Fem På Flugt - pladeselskabet håndterer kun distributionen. Provokation har sin pris. Wrestleren Asbjørn Riis skulle oprindeligt ha´ medvirket på nummeret Ubehagelige Typer, men den store, dumme spejderdreng ville ha´ hele skiven støvsuget for bandeord, hvis han skulle medvirke. "Og så var det løb jo kørt," konstaterer Chief One med et skuldertræk. Lars gik så selv ind og lagde en vokal på nummeret, der lyder som Riis´ - og det havde nær medført et sagsanlæg.

RBC tour fact #5: Kool K og DeePees guldkæder er - måske - ikke helt ægte. Og Isbjerg bruger - måske - Wash´n´Go

Kolding Lokalradio sender ikke nyreligiøs propaganda, men den har alligevel nogle af Danmarks kedeligste lyttere. Ikke én gider ringe ind til den åndeløst spændende quiz om 13 signerede RBC CD´er og billetter til aftenens koncert. Den eneste, der ringer, er "MediePeter" fra crewet - og den rare studievært opdager aldrig, at de dumme spørgsmål kommer fra holdets egen homeboy. Under interviewet går Pete i dyb tømmermandstrance - kun de følehorn, Isbjerg på vejen fra Århus har snoet af mandens uhæmmede huehår, holder "insektet Peder" fra at knalde knoppen i bordet midt i den bedste sendetid. Imens forklarer Chief One træt, at RBC såmænd bare fandt Peter Peter i telefonbogen - lige under Jørgen Jørgen - og bad ham lægge spade på Medieluder. Piece of cake. En trafikmelding, reklame for den lokale boligpusher, DJ´en sætter Fem Fingers Udsalg på CD´en - og RBC er ude.

RBC tour fact #6: Rigtige mænd går ikke med Inspector Gadget støvler

"Jeg råber ´svin´ og klapper din far på issen..." rapper Chief One iført stor, fjollet hat og et syret grin i nummeret Skizofren og klapper en trofast RBC´er på hans næsten skaldede hoved. Fyren har RBC barberet ind mellem de sidste nitten nakkehår og Lars´ begejstring strømmer ned mod publikum på det urimeligt fede Pistop i Kolding. Der er tyndt med tilskuere, og Chief One har da også siden ankomsten til Kolding skumlet over entréen på hele 80 kroner.
-Det er sgu´ for dyrt. De skal holde den på max. en halvtredser. Men de slap godt fra den høje pris med Humleridderne, og så regner de med, at den nok går én gang til.
De Fem lader sig ikke mærke af det manglende fremmøde. De trykker den af og gi´r de jyske RBC-disciple fuld valuta for pengene med et intenst scene-show, trampolin-rap og fem svin til hele første række. Hvem sagde Kolding betød ´kedeligt´ på sjællandsk?

RBC tour fact #7: Ingen af RBC´erne bor på Tryggevældevej 18

Efter flere kilo pasta med pasta og pasta til snakkes der musik, og der uddeles hårde hug til højre og venstre. Der er bred enighed om, at den amerikanske scene er ramt af en popinfektion - alle skal ha´ en eller anden sild til at stå og synge kor. "Kommercielt, sell-out," lyder dommen."Tilbage" er kun navne som Beastie Boys, Gangstarrs, Tribe, Jeru og så old stuff som Stevie og Aretha. Men også Björk, Cardigans og Prodigy får respekt fra Isbjerg. "Twopac sucks," konstaterer han, og det var endda tre dage før manden døde. "Ice-T sucks," sukker Pete. "Ja, han skulle være stoppet efter den første. ´Iceberg´ er en klassiker," nikker Isbjerg, og skriver så videre på noget nyt materiale om psykopater. Tro mig, den mand ved afgjort, hvad han snakker om...
-Kender du det, når man aldrig rigtig har brudt sig om nogen - så hænger det bare ved?, spørger Pete ud i rummet og ser trættere ud end nogensinde. Tja, fordomme er jo til for at blive manet i jorden.
Indtil for nylig brød jeg mig ikke videre om RBC. Påtagede, opblæste platheder fra en flok selvhøjtidelige danske gangster wanna-be´s fra Ama´r. Men i dag har jeg grineren over de nye tekster, gåsehud af Den Gamle Skole og optur over at ha´ set Skizofren live. Alle fem har komplet knald i låget, og gudskelov for det. De er for vilde på en scene og leverer professionel træden op, der sparker røv med stort R.

Så et tip fra én, der har spillet ølkort med De Fem: køb bogen, og kig forbi, når drengebanden kommer til et tugthus nær dig

Orv, se, de har fået BB King til at spille guitar!

Børge Wagner look-alike

-For længe siden, før de første dinosaurerer, før fiskene var steget op af vandet, før de to-cellede organismers tid, regerede ur-fuglen på jorden. Den flakkede omkring og sagde BBWWAAARKKKK! Jazzy H´s mikrofonprøve lyder som en småfed, astmatisk måge i en jetmotor, og tredje gang han forsøger at fortælle myten om ur-fuglen forbarmer Peyk og Bossy sig over os alle og stopper ham.

Peyks sampler tæller for, og syv mennesker istemmer en ur-opførelse af Bla Bla Bla live. Når man tænker på, at det er første gang, går det faktisk forbløffende godt - og lyder rimelig fedt. Nu skal den så rettes til. -Ole, du må ha´ nogle flere lyde i den guitar, kræver Peyk og begynder selv at skrue på alle Fender´ens knapper.

-Kan du ikke jokke på nogle af dine pedaler?. Han stiller sig som en anden t-shirt klædt Børge Wagner midt i lokalet og dirigerer percussion, guitar og bas med vildt gestikulerende arme. Bedre, meget bedre.

-Øh, i virkeligheden har vi jo aldrig været i en øver før, konstaterer Bossy lidt efter med et smil, -så jeg ku´ godt li´ at vide om det virkelig skal være så højt? spørger han og kaster et blik på O.J.s nyindkøbte 70´er-beige Marshall-forstærker. -Ja, det er altså mest jer fra MC Einar holdet, jeg spør´, for I har vist engang øvet, ikke? Studieløverne Bossy, Jazzy og Peyk er løbet ind i nogle go´e, gammeldags 1-2-3-spil musikere, og der er nogle ting, der lige afklares.

Spillemændene O.J. på guitar, Rasmus på percussion og endnu en Rasmus på bas tilfører Hustlers en masse liv. Hvor numrene på CD´en kan forekomme lidt tamme og overpolerede efter et par gennemlytninger, får de her dynamik og spræl. Og så er det altså ikke hver dag man får fornøjelsen af en følt, intens guitar-solo, der suppleres med scratch og en samplet 808´er. Endnu en gang vil Hustlers være diskret nyskabende, og det lover godt for live-oplevelsen af Fuld af løgn.

Fisse

Det skægge lille ord på fem bogstaver, der betyder så meget for så mange unge mænd. Folk har brokket sig over, at Hustlers ikke tør sige det på Han får for lidt. Det rådes der bod på live, hvor Peyk som en forårskåd gymnasiedreng med den halvfede blafrende i morgenbrisen råber fisse hver gang lejligheden byder sig for. Det bli´r selvfølgelig for meget til sidst, men når alt er klar får vi sikkert lige tilpas.

Der knokles med SyQests i et forsøg på at proppe sampleren med de rigtige beats. Buggedibeat er allerede blevet gjort længere, men nu truer den lille jingle-agtige ting med at blive et selvstændigt nummer, og Peyk overvejer at sætte endnu et vers på. Bossy vægrer sig.
-Jeg ka´ ikke ha´ ret meget mere rap i hovedet, forklarer han, og vifter med coveret til Fuld af løgn. -Jeg skal ha´ lært alle dem her først, og så er der den lange rap og Ah, dér!" Buggedibeat bliver ligesom Frederiksberg Blues lagt til side for en tid. Da Bossy´s stemme så til sidst opgiver ævret går Peyk ind og overtager hans plads bag mikrofonen.

Hustlers havde faktisk kun skrevet 10 af de 12 numre på Fuld af løgn, da de gik i studiet, Hey-ho og En latterlig morgen blev lavet mens de hærgede i Werner. -Det er det dér med disciplinen, konstaterer Jazzy med et skuldertræk. -Vi skulle jo skrive det under Tour de France, og det var ikke nemt. Vi er enormt gode til bare at hygge os, når vi mødes, men så skal tingene jo laves, når man kommer hjem, og det du´r ikke rigtig. I øveren arbejdes der målrettet af alle med Peyk som indpiskeren og produceren, der sørger for, at der nås resultater og træffes nogle valg.

Jeg vil vide, om liveudgaven af Håbløs får en lækker, akustisk bas som på CD´en, men Rasmus Hoff Müller har kun sin el-bas at gøre godt med. Han tester tre-fire forskellige settings før han rammer den rigtige, dæmpede sound, der vækker begejstring hos resten af holdet.

Memphis Soul Stew

Da DJ Jan forsøger sig med velmente små raslelyde på Penge ind på torsdag lyder det som Rytmisk Aftenskoles hjælpeklasse.

-Du besidder ikke rigtig funken i dag, hva´? spørger Peyk grinende, da hele bandet er gået i stå af bar´ musikalsk medfølelse. Jan sniger sig tilbage på sin plads bag pitch-kontrollen og diverterer med assorterede cutbacks resten af aftenen.

-Vi er for fede til at køre sampler-beats på det nummer, insisterer Peyk, og selv om alle er enige om, at det er svært med så langsomt et nummer, så prøver de igen. På Ik´ så meget kæmper O.J. som one-man råbekor med de skæve beats mellem fortæl... fortæl... fortæl... - når det så virker, holder det herre. Men nummeret mangler stadig et eller andet. Jeg syns´ det minder om en gammel MC Einar-ting, og jeg foreslår en human beatbox. Det var ment halvt i spøg, men et øjeblik efter er Jazzy i gang med mike´n, og det passer perfekt til nummeret. Lidt percussion ind over, Peyk dirigerer tropperne og nummeret svinger. Efter et par vers betragter Bossy bekymret Jazzy og spørger, om læberne nu også kan holde til presset. Jazzy ser ud som om han har tungekysset en Nilfisk, men nikker alligevel bekræftende og får ild på en røg.

Det største og det bedste

Peyk kammer totalt over i Hey-ho, hujer og skriger og har det for fedt. Nummeret er blevet forlænget med et nyt vers til Peyks ære, og nu er der også et par drøje hug til Rockers By Choice.

-Det minder mig sgu´ om de gamle dage i MC Einar, hvor jeg råbte konstant, griner Peyk og puster ud. Så kaster han sig ud i endnu en revision af sæt-listen og begår en hurtig skitse af scene-layoutet da alle vil vide, hvor de skal stå og sidde under showet.
Der bliver lagt virkelig vilde planer. Bål, 117 kostumeskift, helikopterlyde og fællessang skal altsammen være en del af showet.

-...Så kommer jeg ind og folk klapper, fordi jeg har været på TV og er kendt, så ta´r vi en rundgang mere, og så kommer rapperne ind og går på, og det er vores fedeste nummer, så folk har travlt med at juble og tænke på, at de kan dø roligt fordi de har set det største og bedste... Peyk er på toppen og stormer rundt i lokalet mens han æder M&Ms i sækkevis. Tingene skal passe, såvel scenisk som musikalsk, og showet bliver delt ind i bidder og stykker, rækkefølgen ændres og numre ryger ind og ud. -Hvor mange gange kan man hive stemningen i salen op og ned? Spørgsmålet hænger lidt i luften og skaber tvivl om, hvordan man skal ramme balancen mellem de stille, blues´ede numre og de tungere ting.

Ingen rytme i kroppen

-Hvor gør jeg egentlig af mig selv under det hér nummer? spørger Peyk ud i rummet, mens man diskuterer den rundt-om-bålet session, der skal udgøre den akustiske del af showet. -Du sidder da med en pølse på en pind, udbryder O.J.

-Jeg vil altså ikke reduceres til en rekvisit, mumler Jazzy skummelt.

Tanken om et bål på scenen lyder helt vild, og hvis brandmyndighederne får noget at skulle have sagt, så bliver det vel også snarere en udbrændt Nefa-lygte, vi får at se. Men O.J., Michael og Rasmus skal i et par numre ha´ lejlighed til for alvor at vise verden, hvad de du´r til.

-Jeg synes, vi fiser rundt i de badekåber lige lovlig længe, konstaterer Bossy lidt efter, og spør´ om de ikke kan ha´ nogle korte bukser a la rockmonsteret Angus Young på indenunder. Det bliver ved spørgsmålet, det eneste der endnu ligger fast er, at Hustlerstil skal fyres af i fuldt Hustler-look som på video´en. Jazzy er til gengæld ikke meget for Peyks danseplaner. -Jeg har jo ikke rytme i kroppen som jer to, sukker han og tænder en smøg.

-Jamen, så danser Bossy og mig da bare latterligt ved siden af dig mens du addresser the nation, udbryder Peyk og sammen med Bossy kaster han sig ud i en grotesk Pulp Fiction rip-off.

Dag 14 f.R. (før Randers)

Da det hele er blevet alvorligt igen fortæller Peyk, at Hustlers netop har fået fat i stand-up komikeren Anders "Anden" Mathesen, der skal stå for opvarmningen på turnéen. Albertslund-drengen er et af de nye, unge navne i humorbookerne FBI´s stald.

-Malk de Kojn, Hvid Sjokolade og Humleridderne var så´n cirka de eneste andre rappere, vi ku´ tænke os at ha´ haft med, men ingen af dem kan eller vil lige for tiden.

Vi har allerede sparet lyset væk og har altså ikke råd til det helt vilde, så Casper Christensen og den slags er udelukket, men en stand-up´er passer enormt godt ind i stilen, forklarer Peyk.

Hvor mange ekstranumre skal der være? Hvornår kan O.J. skifte tøj? Kan alle samplersporene brændes ned på en CD? Hvem slukker bålet? Skal Frederiksberg blues overhovedet med? Og hvem skaffer de storpattede hippiekællinger? Utallige opgaver skal løses før Hustlerne rykker vestpå. Men hér midt i oktober ser det største problem faktisk ud til at være Bossys stemme, der slet ikke er på toppen. Han blev opereret for nylig, og huserer for tiden hos stemmeguruen Cathrine Sadolin for at komme i form til turnéen.

-Hun siger, jeg skal lære at synge med overdrive, konstaterer Bossy og ser lidt bekymret ud. Der indkaldes til 3-4 øvesessions før generalprøven i Pumpehuset.

Det er blevet midnat, og på vej ud af døren efter fire timer i selskab med de her fjollede, forvoksede teenagere spørger jeg, om alle i grunden får nok. Men af én eller anden grund ender diskussionen bare med, at alle samstemmende konstaterer, at Peyk i hvert fald er den bedste til at slikke fisse. Men han er sikkert Fuld Af Løgn...

Jeg møder Vuk over frokost. Den 27-årige fyr graver sit måltid frem fra en container i en sidegade midt i Beograd. Her er han endt som en halv million andre serbere fra det tidligere Jugoslavien, på flugt fra de sidste fem års etniske udrensning i Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

Det er lidt akhavet ­ serbiske flygtninge passer dårligt med det billede, vi i vesten har dannet os af serberne som de skyldige og alle de andre som ofre.

Ifølge Dayton-aftalen, der blev underskrevet for små to år siden, skal disse "udsmidte" (expellees) som de officielt kaldes, før eller siden hjælpes tilbage. I praksis bliver det ikke til noget. Det har parterne (serberne, kroaterne og de bosniske muslimer) vidst hele tiden, og nu er sandheden ved at gå op for flygtningene. FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR) foretog for nylig en undersøgelse der viste, at kun en brøkdel af de serbiske flygtninge i Serbien regner med eller håber på at kunne vende hjem igen. Den jugoslaviske regering og størsteparten af de udenlandske hjælpearbejdere i Serbien og Montenegro er nået til den samme konklusion. Men Beograd har insisteret på, at det ikke kun er et internt serbisk problem, og tøvet med at afse de ressourcer, det kræver at sørge for så mange flygtninge.

En håndfuld internationale hjælpe-organisationer arbejder i Serbien, men de har fokuseret på nødhjælp i forbindelse med kampene og regner ikke med blive for at tage sig af den langsigtede rehabilitering og integrering af flygtningene, der bliver nødvendig. De er selv afhængige af udenlandske donorer (først og fremmest vestlige regeringer), der ikke er meget for at støtte det nuværende serbiske regime ved at overtage ansvaret for landets flygtningeproblem. De fastholder, at Serbien må leve op til de forventninger, der stilles til en deltager i det internationale samarbejde. Og mens diplomaterne og politikerne snakker, vedstår spørgsmålet: hvordan tager man hånd om en halv million nødstedte mennesker i et land, der er forhadt, korrupt og stort set fallit?

Lån, bistand og motivation

Dansk Flygtningehjælp (df) prøver at hjælpe så godt de kan. Som nu fx. i Kraljevo, en hyggelig by med 80.000 indbyggere og 8.000 flygtninge, hvor en lille gruppe gamle serbiske kvinder sidder og strikker på livet løs i en "social club" en tirsdag i april.

Rundt om i Serbien og Montenegro har DF etableret klubber, der bruges af ca. 18.000 mennesker. Ideen er at aktivere og motivere flygtningene fra Kroatien og Bosnia-Hercegovina, tilbyde dem jobtræning og få dem med i projekter som UNHCRs income generation. IGP'er, som de kaldes, er lån eller bistand, der gives til iværksættere blandt flygtningene, som kan formulere et koncept for en ny virksomhed og præsentere det til en organisation som DF . Med pengene kan de skabe grundlaget for en regelmæssig indkomst for dem selv og deres familie, der gør dem mindre afhængige af hjælp fra andre. Det er samtidig et skridt i retning af at starte en ny tilværelse i deres nye omgivelser.

Konceptet stammer fra hjælpearbejdere i Afrika og Asien, og har været en succes rundt om i verden. I dag drager godt 3.000 mennesker nytte af et par hundrede DFprojekter. DFhar valgt at fokusere på store projekter, hvor grupper på 7-10 flygtninge går sammen og modtager et lån eller bistand på dem 10.000 (ca. DKK 38.000) eller mere. Om end det umiddelbare mål er at etablere succesfulde små virksomheder, så understreger projektleder Anette Christoffersen fra DF vigtigheden af projekternes psyko-sociale effekt ved at holde flygtningene beskæftiget.

Det er ikke nemt at få en virksomhed stablet på benene, forklarer Anette Christoffersen. Flygtningene har svært ved at tænke på "resten af deres liv, "de fokuserer på her og nu, på at have til dagen og vejen. Nogle af dem overdriver tidligere erfaring, når de søger om projektstøtte, og det sker, at de påstår at have erfaring på et felt, hvor de tydeligvis aldrig har arbejdet.

Så af og til bliver et projekt til oplæring i stedet for forretning. Og når de starter må DF s folk under alle omstændigheder forklare flygtningene om fundamentale forretningskoncepter som optimal kapacitetsudnyttelse og produktionsplanlægning, der er så godt som ukendte for en nystartet virksomhedsejer i Jugoslavien. Kunsten er at finde balancen mellem at arbejde med flygtningene på deres egne præmisser, og samtidig lære dem ting, der kan bringe dem videre i tilværelsen.
Drivhuse er et poplært tema fra IGP'er. For dem 8.500 (dkk 30.000) kan man få et 180 m2 stort drivhus, importeret fra Danmark, der kan samles på et par dage. Det tager så knapt en sæson at lære flygtningene af bruge det effektivt, men i den periode skal de overvåges tæt, og de mangler ofte egne midler til at klare sig for, mens de venter på indtjeningen fra den første høst.

Ikke som derhjemme

Bosko arbejder på et stykke land lige udenfor Kraljevo. Han ejede sin egen jord hjemme i Kroatien.Det var en mark, han havde brugt næsten 50 år af sit liv på at dyrke. Men i 1992 måtte han og familien på seks flygte fra deres landsby nær Sisak syd for Zagreb da kampene brød ud der. Første stop var Nis i Det sydlige Serbien, men de brød sig ikke meget om tilværelsen som byboer og kunne ikke skaffe til dagen og vejen. Ligesom det er tilfældet for mange andre flygtninge er det anden gang, Bosko er på flugt. I 1941 lykkedes det ham at nå til partisanernes område, da tyskerne og de kroatiske Ustashe fascister jagtede serberne i Kroatien.

Sammen med tre andre familier arbejder de nu på et lille drivhus-projekt financieret af DF med penge fra UNHCR. Men Bosko føler sig stadig rodløs. Han har hørt, at familiens hus i Kroatien har overlevet, så hvis tingene på et tidspunkt skulle ændre sig, ville han være interesseret i at tage tilbage. "Mine børn kan ikke føle sig trygge her," siger han. "Der er intet arbejde til dem, ingen sikkerhed for fremtiden."Bosko og hans familie ville gerne arbejde, så meget de orkede, men der er ikke meget, de kan tage sig til. De er bekymrede, og Bosko siger, han ikke har megen tro på fremtiden.

Stilstand

Halvdelen af DFs projekter drives af flygtninge fra de såkaldte "collective centres" ­ et begreb, der dækker over de barakker, nedslidte skoler og andre offentlige bygninger, som lokale myndigheder er blevet tvunget til at tilbyde flygtningene som midlertidig bolig. Flygtningecenteret Adrani ligger lige udenfor Kraljevo og huser 85 flygtninge. Bygningen er i dårlig stand og der er kun et enkelt toilet, som de alle må deles om. "Men det er da bedre end i lejren på den anden side af gaden,"siger flygtningenes talsmand. "Der har der slet ikke noget." En gammel dame nikker. Hun er 79 år og den ældste af beboerne. Den yngste er en pige på to år.

Flygtningene her ankom fra Krajina i maj 1995 og blev i starten indlogeret i den lokale sportshal. Nu deles de om det dårlige, overfyldte center og bor flere familier i hvert værelse. De påpeger forarget, at "selv dyrene på de lokale gårde har bedre levevilkår end os." Efter to år på flugt er det som om sandheden er ved at gå op for dem:"vi kommer ikke tilbage i den nærmeste fremtid."

På et gammelt fjernsyn i et hjørne af Adranis fællesstue flakser MTVs forvirrende billeder forbi. En gruppe flygtninge har samlet sig for at fortælle, hvordan der er at bo i centeret.

"Vi føler os som fanger ­ du skulle se, hvad vi havde i Kroatien. Her er vi bare gæster, og gæstfriheden er ved at slippe op," siger en aldrende herre trist. Det lokale Røde Kors giver dem tøj fra afdøde flygtninge i andre lejre, og de lokale myndigheder sørger for mad. Internationalt Røde Kors har skaffet flygtningene madrasser, og DF har givet dem stof til at sy sengetøj af. Derudover får de ingen hjælp, og folk i Adrani mangler helt grundlæggende ting som rindende vand og medicin.

Deres valgte talsmand holder jævnlige møder med de lokale myndigheder, men det hjælper ikke stort. "Vi får altid at vide, at tingene vil blive ordnet, at der vil ske noget, men det gør der aldrig. Undskyldningen er som regel, at Beograd ikke har sendt penge. Når vi så endelig får noget, så kommer der tit så lidt af vi ender med at skændes om fordelingen."

I 1996 lykkedes det DFs socialarbejder at få flygtningene engageret i sport og noget landbrugsdrift bag centeret, og de begyndte at omgås flygtningene fra andre centre. Men på denne forårsdag virker det som om de helt har mistet gejsten og er vendt tilbage til apatisk stilstand, imens de venter på, at et eller andet, hvadsomhelst, skal ændre sig.

Nogle af dem har været midlertidigt beskæftigelse som daglejere;en hård dags arbejde gav ca. 60 dinarer (omkring DKK 70), men selv den slags jobs er forsvundet, nu da den serbiske økonomi er yderligere forværret. Arbejdet med de 3.000 kvadratmeter jord, de har lejet er ikke nok til at beskæftige dem alle, men kun tre af dem har ansøgt om income generation projekter, og alle tre ansøgninger blev afvist. Det virker som om resten af beboerne i Adrani har misten håbet. De beklager sig i detaljer om maden, om mælken, om kulden, om børnenes kår, om de humanitære orgnisationer og om systemet. Igen og igen lyder de de samme jeremiader:"hvad kan vi gøre?hvor skal vi tage hen?Hvem kan hjælpe os?"

De er bønder, hvis ukomplicerede liv i generationer har drejet sig om jorden og familien. Før krigen ejede de ikke meget, men nu har de mistet den smule, de havde. Tilværelsen har aldrig krævet, at de viste noget synderligt initiativ, og det er helt tydeligt, at tanken om at skulle "starte et nyt liv" er helt uoverskuelig for mange af dem."Jo," indrømmer de, "vi ville gern være en del af et Storserbien, men ikke på den her måde."Frygten er taget med dem fra Kroatien, frygten for at nogen skal udpege dem som krigsforbryder og få dem sendt tilbage til en retssal i Kroatien. Der er selvfølgelig ingen af flygtningene, der vil indrømme at de har begået krigsforbrydelser, men de fleste af beboerne her er pensionister og kvinder, vel næppe de typiske chetnikker på flugt.

Vil de nogensinde k unne betragte Serbien som "hjemme" og føle sig tilpas i de nye omgiveler?"Ja," siger en gammel kvinde, "men det ville være så meget lettere hvis tingene ændrede sig for det bedre."

To gange er to for mange

En rar gammel fyr med bævrende stemme og en svag stammen træder frem og rækker mig forsigtigt et billede af et hus; det viser sig at være hans gamle hus hjemme i Krajina.

Milorads trætte, triste øjne afspejler det, der ses på billedet. Huset er stort og ser velholdt ud;foran det står en familie opstillet omkring en aldrende Opel. Derpå rækker han mig seks andre billeder, som er taget af en nabo, der flygtede til Tyskland og for nylig var tilbage og besøge landsbyen i Krajina. Det ser ud som om n ogen har trampet på huset med store støvler;de bærende vægge er faldet sammen og der ligger murbrokker overalt omkring huset. Der går et sekund før jeg helt fatter, hvad billedernes tydelige sprog fortæller Milorad. Midtpunktet i hans hidtidige tilværelse er væk; han har intet at tage tilbage til i Krajina.

Hans historie er dobbelt tragisk. Som tre-årig blev han med sin familie smidt ud af deres hjem lidt syd for Zagreb i Kroatien. Det var i 1941. De flygtede til Serbien, og endte ved et tilfælde i Matarusjka Banja-lejren, der ligger på den anden side af gaden fra Adrani. Milorad kan stadig huske familiens rejse tilbage til Kroatien i 1948, hvor de genopbyggede deres hjem og startede en ny tilværelse.

Men i 1995 måtte han og konen så afsted igen. Turen til Serbien tog dem næsten to uger. Han havde et godt forhold til sine naboer hjemme i Kroatien, og han havde aldrig forestillet sig, at det kunne ske igen. Ved et skæbnens puds endte han igen i Kraljevo, næsten halvtreds år efter, at han havde været der som dreng.

Måske kan vi alligevel tage hjem

Det gamle kursted syd for Kraljevo huser for tiden 320 flygtninge, hvoraf de 55 er børn. Væggene i den lokale klub er prydet af børnetegninger og plakater med uregelmæssige engelske verber. Her møder jeg et ældre serbisk ægtepar ­ lad os kalde dem Tomislav og Dragana ­ der flygtede fra Nova Gradica i Kroatien i 1991. Centerlederen mener, at de må være nogle af de første serbiske flygtninge overhovedet.

I deres ynkelige lille værelse klager kvinden sig over rygsmerter, depressioner og et væld af andre lidelser. Dragana holder den ene hånd på ryggen og trykker den anden mod maven mens hun snakker. Hun stønner og forklarer, at hun ikke kan klare maden på centeret længre, at hun skal have små portioner flere gange dagligt og egentlig burde være på en speciel diæt, men at parret ikke har råd til at købe nogen som helst selv. Hun er overbevist om, at hygiejnen i køkkenet er elendig og ville ønske, at staten ville gøre noget. Hun skal have medicin for at afhjælpe sine psykiske lidelser, men den har de heller ikke råd til. De sidste par aftaler hos lægen er glippet, fordi de ikke har råd til busbilletter, og selv om hun nok tror, hun burde indlægges, så er hun bange for, hvad der ville ske med hende på et hospital.

"Hvordan kan nogen dog leve under disse omstændigheder?" spørger Dragana, og slår opgivende ud med armene. To senge, et lille bord, en radiator, en kommode og et par el-kogeplader. Det er alt hvad de har i deres "hjem," alt hvad de har haft i de sidste seks år. Hun trækker en gammel, brun pullover frem og holder den frem foran sig med tydelig foragt. "Jeg fik den her for fire år siden fra Røde Kors," sige hun, "og jeg har ikke fået noget siden."Parret har stor forståelse for de lokale myndigheder og Beograds manglende hjælp ("nåh, det er jo bare systemet her..."), men er til gengæld meget hurtige til at påpege udlandets manglende støtte og hvad de betragter som brudte løfter fra de mange hjælpeorganisationer gennem årene. De troede ikke at nogen i det, der dengang var Jugoslavien, ville gå i krig med hinanden, men i 1991 brød helvede løs mens de var på besøg hos familien i Bosnien. Frygten for, at deres søn ville blive hvervet til den kroatiske hær for at kæmpe mod serbere førte til, at de blev i Bosnien. Som så mange andre serbere blev de senere tvunget til at forlade Bosnien og tage videre til selve Serbien. Deres søn bor i dag i Beograd, hvor han læser på universitet og har arbejde.

Som statsansat i Kroatien var Tomislav berettiget til en pension på dem 1.500 årligt (ca. DKK 6.000) som han kunne tage med sig hvorsomhelst i det daværende Jugoslavien. Men siden flugten i 1991 har han ikke modtaget en krone fra den nu selvstændige stat Kroatien. "Hvis jeg bare kunne komme tilbage til Kroatien og få afklaret tingene med den pension," mumler han. Han har hørt fra et par bekendte på hjemegnen, og han siger selv, at han ikke ville frygte for sin sikkerhed, hvis de vendte tilbage ­ hans naboer var flinke nok, siger han, og han har aldrig gjort nogen noget. Da jeg spørger Tomislav hvorfor de så ikke prøver at komme tilbage med et af UNHCRs hjemsendelsesprogrammer konstaterer han, at hun er for syg til at rejse. Men det bliver hurtigt klart, at de kender meget lidt til de muligheder, de har som flygtninge i Serbien. De har ikke deltaget i de informationsmøder om permanent tilbagevenden og besøg, der har været afholdt på centeret Han siger, det er fordi de er flove over at skulle diskutere deres problemer og bekymringer i de andre flygtninges påhør. De har hørt om UNHCRs og Røde Kors'"Going Home" projekt, men de har på den anden side også hørt om folk, der tog hjem og fandt deres hjem i ruiner ­ og det ønsker de bestemt ikke at opleve. De er også i tvivl om, hvorvidt de ville få lov til at vende tilbage til Serbien igen, hvis tilværelsen i Kroatien skulle vise sig at være for hård eller risikabel. "Og hvad med vores sikkerhed undervejs ­ kan UNHCR garantere den?" spørger Tomislav skeptisk.

Der er forskellige tal i omløb, men til dato er højst et par tusind Serbere vendt tilbage til Kroatien. Nogle kilder påstår, at de eneste, kroaterne har ladet vende hjem, er gamle mennesker, der er taget tilbage for at dø i deres landsby. I Tudjmans republik har man for nylig vedtaget en lov, der giver kroater ret til ejendom konfiskeret fra flygtninge. Og nu om dage er det kun folk i Kroatien, der kan få udstedt kroatiske identitetspapirer, hvilket i praksis lader flygtningene i Serbien statsløse.

Imens vokser spændingerne mellem serbere og muslimer i Øst-slavonien, og dermed truslen om, at krigen på ny skal blusse op og sende en ny bølge af flygtninge mod Serbien fra den selvbestaltede serbiske republik i Bosnien. Der skal være valg i Serbien til september, og der er en chance for, at det vil betyde en udskiftning af regimet i Beograd. Nogle hjælpeorganisationer har fundet folkene fra oppositionskoalitionen Zajedno lettere at arbejde med og mere dynamiske på lokalt plan, men ingen ved, hvad en ny regering vil kunne gøre for landet som helhed. Økonomien og infra-strukturen er på randen af sammenbrud, og svære spørgsmålm som Vojvodina og Kosovos fremtidige status skal afklares før verden vil række Serbien en hånd med genopbyningen. Selv med udenlandsk bistand vil det kræve lang tid og en helt formiddabel indsats af en opgivende og desillusioneret befolkning at stable Serbien på benene igen.

Det er svært at se, hvad der skal ske med den halve million flygtninge i Serbien. De vil med sikkerhed stadig være der, når den næste vinter melder sig, men det er tvivlsomt om der vil være tilstrækkelig nødhjælp til at sikre, at de også overlever den.
Som hos de palæstinensiske flygtninge, jeg har mødt i Mellemøsten, lever drømmen om at vende hjem videre hos de serbiske flygtninge i Serbien; men langsomt bliver den til en nostalgisk myte som tiden går og virkeligheden lægger sin klamme hånd om drømmen.